- 4. november var det J-dag. Bryggerierne frigav deres juleøl, og hvis du kan fornemme, at der begynder at være lidt julestemning omkring dig, så er det helt naturligt. For det, julen bringer, er samvær, kærlighed, en masse hygge og lækker mad. Noget som de fleste bare ikke kan få nok af. Den saftige og fede and, flæskestegen med de sprøde svær, rødkålen og de brunede kartofler, den kraftige brune sovs og så videre og så videre. Vi er ganske vist stadig i november, men der kan da godt være plads til at snige en and ind på middagsbordet alligevel, inden det bliver d. 1. december. For eksempel til mortensaften d. 10. november. I den forbindelse vil det også være den perfekte anledning at genopfriske opskriften på julemiddagen til d. 24. december. For inden vi ser os om, så er vi midt inde i december. Og hvad er bedre end én julemiddag? Det er naturligvis to.
Brændte mandler
Der er en gåde, som lyder:
”Hvad er opskriften på brændte mandler?
– Kog 1 liter vand og drik det.”
Det kan ikke anbefales, men så er det godt, at der eksisterer en mere human opskrift på brændte mandler. Nemlig juleslikket brændte mandler. Denne traditionsrige julesnack, som mange køber på julemarkeder og på gaderne i juletiden, kan både fungere som en værtindegave og en hurtig måde at få stillet sin sukkertrang på. Er dét det eneste, man kan bruge brændte mandler til? Selvfølgelig ikke. Laver man en lidt større portion, har man den perfekte mysli til sin morgenyoghurt og knaset til sin salat.
Mens de fleste måske vil foretrække pandekagen med Nutella på julemarkedet i stedet, så glemmer mange, at brændte mandler har et hav af tilberedningsmuligheder. Et lille drys flormelis, kanel eller lakridspulver hen over de brændte mandler er bare nogle af dem. En god portion flødeis med hakkede brændte mandler oven på lyder heller ikke værst. Brændte mandler er mere end bare brændte mandler.
Kylling i karry med kokosmælk
Ikke ligefrem en julet ret, men en ret som mange danskere elsker. Og for de mennesker, som hellere vil vente med julemaden frem til december, så er denne opskrift meget oplagt at lave. Især når tiden efterhånden bliver koldere og koldere. Cremet, lækker, mættende og varm. Denne kylling i karry er måske lidt anderledes ift. mange andre opskrifter, eftersom karrysaucen bliver lavet med kokosmælk og ikke piskefløde, men retten bliver bestemt ikke dårligere af det. For kokosmælk vil creme karrysaucen lige så godt som piskefløde, og så indeholder kokosmælk mindre fedt end piskefløde. Kokosmælk bidrager også med sødme, hvilket piskefløde ikke ligefrem gør.
Uanset hvad du er til, er der garanti for en meget smagfuld ret, der vil varme alles hjerter. Og det er i bund og grund det, mad handler om.